Fin Mad 41

En frisk eksotisk salat:

Frisk kål eller salat i grove stykker, små tomater i kvarte, aspargeshoveder, frisk eller tørrede papaja og mango, plukket basilikum og lidt finhakket chili, samt finskåret salat og rødløg. Det hele blandes i en skål med en dressing af balsamico eddike, olie salt og peber. Anrettes i skål eller tallerken og pyntes med pistacier og pinjekerner. Brød til.

 

Indbagt lammemørbrad med kantareller:

En lammemørbrad, per person, smøres med lidt olie, krydres med salt og peber, brunes hurtigt på en meget varm pande og stilles til afkøling. I samme pande svitses en blanding af hakkede svampe, løg, hakket persille og en smule hvidløg samt nogle stykker fuglelever, husk s+p. og koges lidt med en sjat sherry eller cognac, massen blandes med en smule rasp eller mel og stilles til afkøling.

Postej eller butterdej rulles ud i en passende størrelse, levermassen lægges ud herpå, husk at levne plads til overlapning af dejen. Mørbraden lægges på, kanterne smøres med lidt æg og det hele pakkes sammen og anbringes på bagepapir med samlingen nedad, pakken smøres med æg og drysses med f.eks. sesamfrø og bages i en meget varm ovn i max 8 min.

Kantarelsauce:

Finhakket skalotteløg dampes i rigelig smør og de rensede kantareller kommes ved og svitser et øjeblik med lidt hvid kværnpeber og en smule hvidvin kommes herefter ved og koges op i nogle minutter, hvoefter der tilsættes piskefløde og evt. en smule bouillon. Saucen koger til den er jævn.

Anretning:

Mørbradspakken skæres på skrå og anrettes oven på stuvningen og pyntes evt. med brøndkarse.